Fredag kl. 14.30 forlod to busser parkeringspladsen ved Lynghallen. I busserne sad knap 100 forventningsfulde spillere og trænere fra GGIF Håndbold – kursen var sat mod Ålborg, hvor klubbens U10-U12 hold skulle deltage ved Svane cup som afslutning på håndboldsæsonen. Svane cup er et kæmpestort stævne, hvor over 300 hold – 3000 spillere og trænere deltager. GGIF Håndbold havde i år 8 hold med – det er lidt færre end sidste år, men det skyldes, at mange af klubbens U14 spillere skulle konfirmeres i denne weekend.
Efter et par timers kørsel nåede busserne Tornhøjskolen i Ålborg, hvor GGIF blev indkvarteret. Straks efter ankomsten blev håndboldtasken pakket og alle hold tog ud i de mange haller, der skulle spilles i, for at spille de første kampe ved årets stævne – alle hold spillede min. 1 kamp fredag aften.
Efterhånden som kampene var spillet fredag aften, kom holdene tilbage til skolen, og så var der ellers tid til at pakke luftmadrasser mm ud – og ikke mindst tid til at hygge!
Hele lørdag bød naturligvis på mange flere kampe rundt omkring i hallerne. Når der var mulighed for det, tog holdene rundt mellem hallerne og heppede på de andre GGIF hold. Rigtig mange forældre tog turen til Ålborg for at støtte holdene – en del tog en endagsudflugt, mens en gruppe havde indlogeret sig sammen på Tylstrup kro (blot 15 minutters kørsel til skolen og mange af hallerne). På kroen blev der hygget i krostuen på tværs af holdene. Det var helt sikkert dejligt for spillerne at mærke denne opbakning!
Lørdag aften samledes alle spillere og trænere til spisning i Gigantium, hvor der bl.a. var mulighed for at hoppe på hoppeborg og se håndboldlandskamp mellem trænerne fra henholdsvis Norge/Sverige og Danmark.
Resten af lørdag aften blev igen tilbragt på skolen med hygge og social samvær.
Søndag var stævnets sidste dag, hvor det skulle afgøres, hvem der skulle spille finaler. Stævnet er lavet sådan, at alle kommer videre fra de indledende puljer og kvalificerer sig til elite, A eller B slutspil. Stort set alle klubbens hold klarede sig rigtig godt – og alle hold vandt kampe! To hold klarede sig helt til elitefinalerne i Gigantium Arena, mens endnu et par hold var meget tætte på også at komme i en finale.
De to hold der nåede elite finalerne var U10 piger A og U12 drenge A. Elite finalerne spilles i Gigantium Arena – på den samme bane som Aalborg Håndbold spiller, så det var en meget stor oplevelse for spillerne af prøve det. Der er plads til 6.500 tilskuere, men trods rigtig fin opbakning fra alle Grindsted hold og en masse forældre, så var der ikke helt fyldt op… Dog blev der skabt en fed stemning for spillerne på banen blandt tilskuerne. Desværre lykkedes det ikke nogen af de to hold at vinde – det var dog to gode kampe med mange flotte mål og detaljer – og en fed oplevelse for alle spillerne på banen.
Efter præmieoverrækkelse og et tiltrængt bad gik alle spillere og trænere ind i bussen og satte kursen mod Grindsted. Stemningen i bussen var helt i top – til trods for træthed og ømme ben!
Kl. 17.00 ankom bussen igen til Lynghallens parkeringsplads, hvor en stor flok forældre var klar til at tage imod spillerne – en flok forældre der sikkert gerne ville høre en masse om weekends oplevelser.
Trænerne fortæller, at det har været alletiders tur. Børnene har spillet en masse håndbold, og vigtigst af alt så har de hygget sig med deres håndboldvenner.
Datoen for næste års Svane cup er 12.-14. april (weekend op til påskeferien) – sæt allerede nu kryds i kalenderen. Til de forældre der ikke var med i år og som gerne vil med til næste år, så bliver der igen arrangeret overnatning et sted i eller omkring Ålborg, hvor forældrene kan samles og hygge sig, når børnene er færdige med at spille i hallerne. Det er med til at give en masse klubfællesskab!
U10 pige A holdet:
Bagerst fra venstre: Træner Nikolaj Nielsen, Anna Nissen, Maria Nielsen, Mie Pedersen, Teresa Fyhn, Hannah Jensen og træner Jette Fyhn.
Forrest fra venstre: Victoria Hansen, Sahaanaa Ajith, Maria Thomsen og Sofie Rauff.
U12 drenge A holdet:
Bagerst fra venstre: Træner Rikke Århus, Christian Borg, Nicolai Green, Christian Dahl, Jonas Pedersen, Theis Steen-Andersen, Daniel Bruun og træner Søren Andersen.
Forrest fra venstre: Samuel Bruun, Sebastian Gier og Tiago Fyhn.