Så skal vi til det igen! Herrernes 1. division er historisk tæt i år, og det medfører intense og afgørende kampe gang på gang. På søndag d. 5.3 kl. 16.00 er ingen undtagelse, når GGIF tager imod Skovbakken. Holdene har samme antal point i tabellen, hvor Grindsted har en kamp til gode.

Sidste opgør bød på en storsejr til vores herrer, hvor det var kampen, der brød den dårlige start på sæsonen for holdet. Det er dog et andet hold, modstanderne møder op med på søndag, hvor de har fået flere profiler klar igen. Skovbakken er et hold, der spiller håndbold med fuld fart over feltet. Holdets kontraspil har været en udfordring for alle hold i 1. division, så vores drenge skal finde de hurtige løbesko frem på søndag.

Begge hold har præsteret væsentligt bedre i denne halvdel af sæsonen, så der er derfor lagt op til et brag af en kamp, hvor en af holdene allerede kan sikre sig et år mere i 1. division.

Vi håber derfor på at se så mange af jer i hallen som muligt på søndag d. 5. marts kl. 16.00, når vores egen fangruppering Grindsted Blue Army fører an!

Scroll to Top