Fra sommer bliver den 22-årige målmand Christian Wetche en del af GGIF’s bedste herrehold. Christian har spillet hele sit liv i Fredericia HK og har de seneste år fungeret som 3.målmand på 1.divisionsholdet, hvor han primært har spillet kampe for 2.holdet, men i perioder også fået kampe i 1.division.

Christian fortæller om skiftet: “Jeg har været utroligt glad for mine år i Fredericia HK, men føler at det er tid til at komme ud og få en større rolle på et førstehold, hvis jeg skal fortsætte min udvikling. Projektet i Grindsted tiltaler mig utrolig meget, og jeg hører der er en rigtig god træningskultur og ikke mindst en fantastisk lokal opbakning omkring holdet. Jeg ser frem til at starte og håber jeg bidrage til at fortsætte den flotte udvikling som klubben har været igennem”.

Ligesom mange andre spillere i truppen vil Christian også indgå som træner for klubbens ungdomsspillere. Christian vil derfor forestå ugentlig målmandstræning for klubbens ældste ungdomsmålmænd.

Træner Flemming Pedersen udtaler: “ Jeg er glad for at vi er nået til et niveau hvor vi også kan tiltrække talenter udefra til holdet. Christian er meget dedikeret og jeg er helt sikker på at han vil falde godt ind i truppen. Det at Christian vil hjælpe med at udvikle klubbens unge målmænd, viser også at vi får en mand som vil engagere sig i klubben og holdets udvikling”.

Christian bliver færdiguddannet elektriker til sommer og vil fortsat være bosat i Fredericia.