HK Give Fremad - GGIF Håndbold

2. div. herrer | Tor d. 16. Jan. 19:30

Resultat

23 - 26

Referat

Torsdag aften havde HK Give Fremad inviteret indenfor til lokalopgør i 2. divisionsherrer og foran en næsten fyldt hal, vandt GGIF en sikker sejr på 23-26 efter at have ført med 5-6 mål gennem hele kampen.

Lokalopgør er altid anderledes end almindelige turneringskampe, så selvom det var en kamp mellem topholdet fra GGIF og midterholdet fra Give, der kigger mere mod de nederste pladser end de øverste, så var der lagt op til en tæt og hæsblæsende affære.

Give kom også klart bedst i gang med kampen, og hvis de ikke havde været for en straffekastredning fra Christian Wetche, havde hjemmeholdet ført 3-0 efter 4 minutter. Kampen skiftede dog herefter over i GGIFs favør. Forsvars – og målmandspillet var fremragende og gav et kontant udbytte med mange kontrascoringer til følge. Efter 20 minutter var GGIF derfor foran 5-12. Mod slutningen af halvlegen fik Give dog kæmpet sig lidt tilbage i kampen, men det var stadigvæk GGIF, der var klart foran til pause, 10-15.

Anden halvleg blev desværre en lidt rodet affære. Mange udvisninger og dømte tekniske fejl ødelagde kampens rytme. Angrebsspillet fra GGIF blev også lidt rodet, og man fik ikke løbet lige så meget kontra, som i første halvleg. Give kom dog aldrig rigtig tæt på, og havde det ikke været for rent sjusk i de sidste 3 minutter, hvor Give fik foræret et par nemme mål, så havde sejren været større og givet et mere retvisende billede på kampen.

Flemming Pedersen var tilfreds med både præstationen og sejren efter kampen. ”Langt hen ad vejen er jeg tilfreds med spillernes indsats. Jeg var lidt usikker på, hvor vi stod efter en lang periode med ”bløde kampe”. Jeg er ikke helt tilfreds med, at jeg ikke fik fordelt resourserne lidt bedre, så vi kunne have holdt trykket i kontrafasen gennem hele kampen. Stor ros til Give for et godt arrangement, og så ikke mindst kæmpe ros til alle de mange mennesker, der kom til Give og støttede os”

Næste søndag spiller herrerne sæsonens næste kamp, hvor Fredericias ligareserver kommer på besøg i Lynghallen.

Målscorer: Jacob Pedersen 6 mål, Frederik Nielsen og Thomas Theilgaard 4 mål, Bjarke Nybo, Hjalmar Andersen og Daniel Jørgensen 3 mål, Rolf Ravn 2 mål og Emil Larsen 1 mål.