Rækker Mølle KFUM - GGIF Håndbold

3. div. herrer | Tor d. 01. Mar. 20.00

Resultat

19 - 20

Referat

Lad det være sagt med det samme. Sikke en håndboldkamp! Det var intenst, hektisk og upoleret, men GGIFs herrehold kunne efter kampen lade sig hylde af de over hundrede medrejsende tilskuere, efter at de torsdag aften vandt topkampen på udebane mod Rækker Mølle KFUM.

Rækker Mølle havde inden kampen alt presset på sig. GGIF havde vundet den første kamp med 4 mål, og derfor betød det indbydres regnskab, at GGIF stadigvæk ville bevare førstepladsen med uafgjort eller et nederlag på under 4 mål. Rækker Mølle gjorde derfor alt, hvad de kunne for at give sig de bedste betingelser. Der var inviteret til storstilet spisning, og alle lokale var inviteret i hallen.

GGIF lod sig dog ikke gå på, da kampen blev fløjtet op. Fremragende forsvarsspil og en storspilledende Rasmus Jakobsen i målet, gjorde at Rækker Mølle havde utrolig svært ved at lave mål i det etablerede angrebspil. Angrebsmæssigt spillede GGIF med stor tålmodighed og producerede store chancer. På publikumsfronten var det også GGIF, der var i teten. De over hundrede tilrejsende tilskuere fra Grindsted lagde gennem hele kampen et utroligt pres på Rækker Mølle.

Desværre fik GGIF ikke det store udbytte af deres kontrafase, og da man i slutningen af halvlegen fik lavet nogle dumme tekniske fejl, gik man fra at være foran 11-6 til en pausestilling på 11-9.

Anden halvleg blev en lang og intens affære. Det flotte angrebsspil fra første halvleg hang desværre ikke rigtigt ved, og GGIF havde svært ved at producere chancer, da man ikke på samme måde som i første halvleg, fik åbnet op ude bagfra. Forsvaret stod dog stadig fremragende, så gennem hele halvlegen var GGIF foran. Slutning af kampen blev på mange måder hektisk. Udvisninger, tekniske fejl og brændte chancer i begge ender, gjorde at det stod helt lige 17-17. Nicklas Bjørn fik dog hamret bolden ind på et vigtigt tidspunkt, og da Daniel Jørgensen var god i mand-mandspillet på backen, blev Thomas Theilgaard spillet helt fri til 20-19. Da Rækker Mølle efterfølgende løb ned og lavede en angrebsfejl, kunne jublen bryde ud. En hær af folk fra Grindsted stormede banen, og jubelscenerne, ville ingen ende tage.

Samtidig må man også rose Rækker Mølle KFUM for det fantastiske arrangement, de havde fået stablet på benene. Når de samtidig har et hold med så meget kvalitet, så forekommer det ærgerligt at to hold med så stor kvalitet er havnet i samme pulje. Men mon ikke, at de har gode muligheder i det evt. kommende oprykningspil – vel og mærke, hvis GGIF gør arbejdet færdigt. De fortjener i hvert fald en plads i 2. division ovenpå sæsonens præstationer.

Med sejren mangler GGIF kun 2 sejre mere i sæsonen ud af sæsonen sidste 4 kampe, også kan GGIF skrive historie med det første hold nogensinde, der er repræsenteret i landets 3. bedste række. Når man samtidig husker på at holdet i sidste sæson, spillede i serie 1, og faktisk ikke har tabt en turneringskamp endnu – ja, man har faktisk slet ikke smidt nogle point, så kan man ikke andet at være stolt.

Næste to turneringskampe er endda på hjemmebane. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Husk dog, at der allerede er pokalkamp på tirsdag, hvor 1. divisionsholdet fra Lemvig-Thybørn kommer på besøg i Lynghallen kl. 19.30.

Målscore:
Daniel Jørgensen 6 mål, Thomas Theilgaard 4 mål, Nikolaj Svalastog 4 mål
Emil Larsen 2 mål, Hjalmar Andersen 2 mål, Nicklas Bjørn 1 mål og Jacob Pedersen 1 mål

Redninger:
Rasmus Jakobsen 14 redninger