GOG 2 - GGIF Håndbold

2. div. herrer | Søn d. 10. Nov. 16.00

Resultat

28 - 28

Referat

Søndag eftermiddag var GGIF en tur i Gudme, hvor de mødte GOG 2. GOG har valgt at rykke alle deres meget dygtige U19 spillere op på deres 2. divisionshold, så det var en flok unge drenge, der er utrolig tekniske dygtige med mange ungdomslandskampe på cv’et, der tog i mod GGIF. De mange unge spillere gør også, at GOG kan svinge meget fra kamp til kamp, men i dag formåede de at vise den store individuelle kvalitet, som de besidder.

Første halvleg blev derfor en halvleg med mange mål. 15 til begge hold. Begge GOG’s back skød med stor kvalitet fra distancen, og når GGIF samtidig forærede dem hele 5 mål, hvor de kastede den lige ind i hænderne på dem, så havde GOG gode betingelser for at lave mål. Efter en lidt haltende start blev GGIF’s angrebsspil også bedre. Duellerne blev vundet, men man sad også hele tiden med fornemmelsen af, at der manglede lige det sidste.

I anden halvleg fortsatte mønstret fra første halvleg, og begge hold lå og byttede mål. GGIF ramte dog en god periode, hvor der lige blev lukket af, og efter en god periode, var de foran 25-22. Herefter ramte man dog en rigtig dårlig periode, hvor en udvisning og en række tekniske fejl, gjorde at GOG fik sig bragt sig foran 27-25.
Slutningen af kampen skulle dog vise sig at blive dramatisk. GOG brændte med 1.30 igen, og med 30 sekunder igen kunne Thomas Theilgaard bringe GGIF foran 28-27. I kampens sidste angreb forsøgte GOG sig med vip, som blev afværget, men da Christian Wetche kastede sig efter den løse bold, mente dommerne at han valgte at holde på bolden. Resultatet blev et rødt kort og straffe efter tid til GOG. GOG scorede og kampens resultatet blev 28-28.

Flemming Pedersen var efter kampen glad for det ene point, men var ikke helt tilfreds med præstationen: “Vi skal være tilfredse med det ene point, selvom de udligner efter tid, men vi skal forholde os kritiske til vores præstation. Den var præget af alt for mange individuelle fejl, primært i angrebet, hvor vi uprovokeret igangsætter 6 contra til dem samt en scoring i tomt mål. Jeg syntes mange af de spillere, der har båret holdet i den sidste uge, rammer under normalt niveau. Til gengæld kan jeg glæde mig over at stregspillet virkede godt. Jeg tror ikke, at vi var fysisk påvirket af det hårde program, men mentalt var vi lidt ristede i dag efter specielt indsatsen i Rækker Møller. Nu må tiden vise om det ene point bliver et vinderpoint, når det interne regnskab imellem de 3 hold, der har skillet sig ud, skal gøres op. Vi sagde i dag samtidigt på gensyn til Jesper Chapion, som har fået job i Odense. Vi havde til det sidste håbet på, at vi kunne lande noget til ham i Billund kommune, men desværre lykkedes dette ikke.

Kampens målscorer: Hjalmar Andersen og Frederik Nielsen 6 mål, Thomas Theilgaard 4 mål,  Bjarke Nybo og Emil Larsen 3 mål,  Jacob Pedersen, Daniel Jørgensen og Jesper Chapion 2 mål samt Rolf Ravn 1.