GGIF Håndbold - SGI Håndbold

3. div. herrer | Søn d. 10. Dec. 16.30

Resultat

30 - 28

Referat

Referat fra JV – mandag den 11. december:

Holdet er i færd med sin første sæson i 3. division efter oprykningen fra jyllandsserien, men meget tyder på, at det kun bliver til en enkelt sæson i 3. division, inden turen fortsætter opad. Halvvejs i sæsonen har Grindsted været i kamp mod alle modstandere – og alle er blevet besejret. Søndag gik det ud over Sædding/Guldager fra Esbjerg, der blev besejret med 30-28.

Selvom Grindsted var i front i så godt som hele kampen, formåede hjemmeholdet aldrig at slå det afgørende hul og fjerne spændingen. 10 minutter inde i 2. halvleg nåede gæsterne helt op og fik udlignet til 20-20, men generelt var Grindsted gennem hele kampen foran med to-tre mål.

Det er første gang i sæsonen, at Grindsted har lukket hele 28 scoringer ind, og det var ifølge træner Flemming Pedersen også årsagen til, at kampen blev spændende.

– For første gang spiller vores defensiv ikke særlig godt. Vi finder ikke rytmen i forsvaret, og Rasmus (Jakobsen, red.) i målet står i dag bare som en normal målmand, siger Flemming Pedersen.

 

Med maksimumspoints halvvejs i turneringen er det helt naturligt, at der i Grindsted bliver talt om muligheden for oprykning til 2. division – et niveau, som klubben aldrig tidligere har været på.

– Det er ikke noget, vi snakker om, men vi er nødt til at ændre vores målsætning for sæsonen. Når vi har slået alle hold, skal vi også gå efter at ende i top-2, siger Flemming Pedersen, som er overbevist om, at hans mandskab vil kunne klare sig i den højere række.

– Mange af vores spillere har tidligere spillet på et højere niveau, så det er jeg ikke så nervøs for. Organisatorisk virker det også som om, at klubben er godt med, siger han.

Grindsted GIF spiller sin sidste kamp inden jul søndag den 17. december klokken 16.30, hvor Ikast Håndbold kommer på besøg i Lynghallen.

Kampens målscorer: Daniel Jørgensen 8 mål, Thomas Theilgaard 5 mål, Emil Lisberg Larsen 5 mål, Hjalmar Andersen 3 mål, Nikolaj Meinert Svalastog 3 mål, Jacob Vinholt Pedersen 3 mål, Alexander Jacobsen 2 mål og Magnus Nørlund 1 mål.