Rækker Mølle Håndbold - GGIF Håndbold

2. div. herrer | Tor d. 07. Nov. 19:30

Resultat

21 - 27

Referat

Torsdag aften var der det længe ventede topopgør i herrernes 2. division. Rækker Mølle tog imod GGIF. To hold der har fulgtes ad siden 3. division, og som var notorisk kendte for at spille tætte og intense opgør mod hinanden.

En fyldt bus og adskillige personbiler havde taget turen fra Grindsted denne torsdag aften, og hvilken stemning de var med til at skabe. Hele langsiden og hovedparten af siddepladserne var fyldte med hoppende og syngende folk fra Grindsted, og hvis man ikke havde bemærket byskiltet, så kunne man nemt komme i tvivl om, hvem der var på hjemmebane. De mange tilrejsende tilskuere fik også en fremragende håndboldkamp at se, og stemningen efterfølgende blev ikke dårligere, da GGIF vandt kampen 21-27 efter at have ført næsten hele kampen.

Rækker Mølle var inden kampen ubesejret – ligesom GGIF – og fra kampens start, så man hvorfor. Hjemmeholdet kom buldrende afsted fra start, og scorede i deres 7 første angreb, hvorimod GGIF måtte slide lidt mere for sine mål. Stillingen var derfor lynhurtig 7-4 i hjemmeholdets favør. Herefter satte GGIF sig dog på kampen. Forsvaret steppede op, Christian Wetche tog fra i målet, og angrebsspillet begyndte at flyde bedre. Langsomt og sikkert fik GGIF derfor bragt sig foran 8-9.
I angrebet formåede man ligeledes at få afviklet angrebene klogt og uden tekniske fejl. Dette tog brodden af Rækker Møllers stærke kontraspil, og hjemmeholdet kæmpede derfor gevaldigt med at lave mål. At GGIF i den grad var ovenpå – både på banen og på tilskuerpladserne – kom i den grad til udtryk, da Rolf Ravn heroisk kastede sig ned og erobrede en løs bold med 10 sekunder igen, hvorefter Frederik Nielsen kunne gøre det til 11-15 til pause.

I anden halvleg fortsatte GGIF i samme spor som i første halvleg. Forsvaret stod solidt, angrebsspillet disciplineret, og hver evig eneste gang Rækker Mølle var på vej tilbage, vandt GGIF den løse bold, eller fik løbet en potentiel kontra op. Hjemmeholdet satsede lidt mod slutningen med offensivt forsvar, og selvom det gav en lidt rodet afslutning, så var der ingen tvivl om kampens resultat. GGIF vandt 21-27, og er nu alene i spidsen af puljen.

Træner Flemming Pedersen var efter kampen naturligvis meget glad, men også i den grad imponeret over den massive opbakning på lægterne: Vi kommer ikke udenom, at vi i den grad havde en 8. mand med i dag. Vi er stolte over, at vi kan skabe så meget begejstring og glæde i Grindsted og omegn, og vi kan heller ikke komme uden om at denne her enorme opbakning var udslagsgivende for vores sejr i dag. Folk skal vide, at vi værdsætter det hele enormt. Selvom starten var lidt haltende, bevarede vi troen på vores egne evner. Vi spiller utrolig disciplineret, og får afviklet kampen helt ligesom, vi gerne ville”.

Målscorer: Jacob Pedersen 8 mål, Daniel Jørgensen 6 mål, Frederik Nielsen 4 mål, Bjarke Nybo og Hjalmar Andersen 3 mål, Thomas Theilgaard 2 mål og Rolf Ravn 1 mål.