GGIF Håndbold - Lemvig-Thyborøn

Santander Cup | Tir d. 06. Mar. 20.00

Resultat

27 - 30

Referat

Tirsdag aften inviterede GGIF 3. divisionsherrer indenfor til pokalhåndbold mod 1. divisions øjeblikkelige nummer 3 fra Lemvig-Thyborøn. En kamp der gav muligheder for at se, hvor langt holdet efterhånden er kommet, og det må siges at være ganske langt. Ja, GGIF var faktisk først bagud med 6 minutter igen, men en håndboldkamp varer som bekendt 60 minutter. På den baggrund var der selvfølgelig en form for skuffelse fra GGIFs sejrsvante hold, at de tabte, men Lemvig viste bare klasseforskellen i anden halvleg. Specielt udeholdets Mads Thymann var rigtig godt skyddende og er formegentlig en spiller, der inden få år spiller i håndboldligaen.

Kampen startede ganske godt for GGIF. Lynhurtigt fik de bragt sig foran 5-2, og selvom Lemvig spillede med førstekæden, så stod GGIF solidt i forsvaret og producerede gode chancer, der blev omsat til mål. Lemvig fik dog hægtet sig på til 6-5, men GGIF formåede at udnytte det momentum, og da Lemvig begyndte at skifte lidt ud, så fik GGIF bragt sig foran og kunne gå til pause foran 15-12.

I anden halvleg valgte Lemvig igen at spille med førstekæden ligesom, at den normale førstemålmand, Jesper Sørensen, der har stået mange år i håndboldligaen for forskellige klubber kom på målet. Det gjorde, at Lemvig fik gang i deres stærke kontramaskine, og med flere flotte redninger skulle GGIF finde det flotte spil frem for at lave mål. Det opskruede tempo og den forøgede kvalitet hos Lemvig gjorde, at de langsomt fik indhentet forspringet, og med 6 minutter igen kunne de bringe sig foran. GGIF fik dog kortvarrigt svaret igen, men i slutfasen viste Lemvig klassen og fik lukket af i forsvaret i de sidste 3 minutter og kunne derfor tage sejren og det videre avancement i pokalturneringen efter slutresultatet 27-30.

En rigtig god test for GGIF, der fik bevist, at det ikke er tilfældigt, at de på nuværende tidspunkt har spillet 39 turneringskampe med ligeså mange sejre. Der er dog stadigvæk lige et niveau op til de bedste hold i 1. division, men udviklingen over de sidste to sæsoner har bestemt været rigtig god.

Nu vender GGIF koncentrationen mod turneringen, hvor der mangler 4 kampe. Som sagt mangler der 2 sejre, før man er sikker på, at rykke op i 2. division. Den første skulle meget gerne i hus i weekenden, hvor Hvinningdal kommer på besøg i Lynghallen.

Målscore:
Daniel Jørgensen 9 mål, Nikolaj Svalstog 8 mål, Thomas Theilgaard 4 mål, Nicklas Bjørn 2 mål, Emil Larsen 2 mål og
Hjalmar Andersen 2 mål

Redninger:
Rasmus Jakobsen 10 redninger.