For 9. gang står GGIF Håndbold nu endelig klar til at skyde det årlige håndboldstævne i gang. Det sker fredag d. 17. september og stævnet i år har været længe ventet.
Efter en sæson med total nedlukning, forsamlingsforbud og usikkerhed om restriktioner valgte udvalget at aflyse stævnet i 2020. Men nu er der er altså udsigt til en weekend med masser af håndbold i byens haller og i år bliver det sågar også under et nyt navn.
”Stævnet har blandt klubberne været kendt som Den Jyske Sparekasse-Cup eller det mere mundrette DJS Cup. Men da Vestjysk Bank fortsætter deres sponsorat af klubben, har vi naturligt valgt at ændre stævnets navn til Vestjysk Bank Cup. Det tager lige lidt tid at ændre vanen men for de tilmeldte klubber har der ikke været tøven. Allerede da invitationen kom ud, gik der ikke lang tid, før vi kunne melde udsolgt.
Det viser, at vi som klub har et godt stævne, som har bidt sig fast, men det er selvfølgelig også underbygget af, at alle bare ønsker at komme ud og spille noget håndbold igen efter at hallerne mere eller mindre har stået tomme siden december” fortæller Carsten Riemann fra stævneudvalget.
Stævneudvalgets seks medlemmer har arbejdet på højtryk siden starten af august og bliver nødt til at knokle igennem lige indtil fredag for at kunne få styr på alle detaljerne. ”Vi trykkede først på startknappen relativt sent i år, for vi ville være sikre på, at vi ville kunne gennemføre stævnet uden alt for mange restriktioner. Et af vores kendetegn ved stævnet er, at alle 1200 deltagere skal kunne overnatte lokalt. Hvis de gamle restriktioner omkring afstand og pladskrav stadig var gældende, så ville vi ikke have nok plads på skolerne og dermed ville vi være nødt til at amputere stævnets opbygning eller antallet af deltagere” Det fortæller Henrik Risager, som har til opgave at finde plads til alle spillernes luftmadrasser og sportstasker.
Når stævnet går i gang fredag eftermiddag med ankomst af hold, fordeling til skoler og haller, servering af måltider, dækning af dommerborde og mange andre opgaver så står der alle steder frivillige hjælpere klar til at afvikle weekenden. Det har i år været en kæmpe opgave at få kabalen til at gå op. Der skal bruges hjælpere i alle døgnets 24 timer. Nogle opgaver er fysisk krævende mens andre er mere stillesiddende men for at stævnet kan afvikles sikkert, så skal de bemandes. Mange har allerede meldt sig, men det har været en enorm opgave at få fyldt listen ud med navne. Der er færre, som har meldt sig i år end forrige år og da stævnet genererer et overskud som vil komme klubbens spillere til hjælp, så havde ønskescenariet været, at der også kunne meldes udsolgt på den del.
”Vores hjælper-koordinator, Lene, har brugt utallige aftener på at få løst ligningen og har været nødt til at spørge, om enkelte forældre vil kunne dække flere vagter i løbet af weekenden. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at skulle rundt på tigger-fødder og spørge igen og igen men vi vil så gerne, at stævnet kan gennemføres og at det bliver en succes. Vi kunne slet ikke forestille os, at vi skulle ud og aflyse i 11. time på grund af for få hjælpere – men frygten har da hængt over udvalget som en tordensky.
”Men lige nu glæder vi os bare til, at det bliver fredag og området i og omkring Magion bliver fyldt med forventningsfulde ungdomsspillere, der bare elsker at spille håndbold” afslutter Carsten Riemann fra stævneudvalget