DM Street håndbold

I samarbejde med DGI Håndbold var Grindsted GIF Håndbold arrangør af det lokale DM stævne i street håndbold for U11-U15 på Torvet midt i Grindsted. Der bliver afholdt stævner flere steder i Danmark i løbet af sommeren, og vinderne i U13 og U15 rækkerne får muligheden for at spille om DM-medaljer på Rådhuspladsen i København den 14. august.

Desværre har det været meget svært for DGI at få kontakt med de lokale klubber, da mange klubber har valgt ikke at starte op endnu efter corona-nedlukningen.  Det var derfor meget få hold der deltog – udover Grindsted hold. Trænerne og spillerne var dog opsatte på at afholde stævnet.

Street håndbold er noget anderledes end almindelig håndbold. Der dystes i flere forskellige discipliner: 3 mod 3 kamp (hvor der kun er et mål, og hvor trickskud tællet dobbelt), hurtighedsbane og trickskuds-konkurrence. Det var derfor en ny og anderledes oplevelse for spillerne at prøve street håndbold konceptet. At vurdere ud fra spillernes ansigtsudtryk og deres engagement, så var det en succes at deltage i stævnet – der blev lavet vip, skud bag om ryggen og mellem benene samt 360 graders vending i luften, inden den bløde grønne street håndbold blev sendt imod netmaskerne. Ligeledes blev der kæmpet om den bedst tid på hurtighedsbanen.

Vejret gjorde naturligvis sit til, at det blev en god oplevelse at være til Street håndbold i Grindsted. Mange forældre og bedsteforældre nød chancen for endelig at se deres børn og børnebørn dyrke den sport, som børnene elsker, men som ikke har været mulig at dyrke i mange måneder. Endelig var det muligt for at trække i GGIF spilletrøjen og kæmpe for sit hold.

Grindsted City Beach stod klar og passede helt perfekt til arrangementet og gav mulighed for, at de små kunne bygge sandslotte, mens de større søskende spillede håndbold. Det var vist også en god dag for pølsevognen og for de steder, der serverede fadøl til det ”voksne publikum”.

Hvorvidt arrangementet bliver gentaget til næste år, er ikke afklaret endnu. Der skal naturligvis være opbakning fra mange flere klubber, men stemningen blandt de adspurgte deltagere i dag var helt klart, at de var klar igen, hvis muligheden for DM i street håndbold kommer igen i 2022.

Afslutningsvis skal der lyde en tak til de 8 forældre, der havde tilbudt sin hjælp for at få afviklet stævnet.

En af forældrene nåede desuden af tage en masse billeder – se billeder her.

Scroll to Top