Beretning fra forældre til påskestævnet i Gråsten

[vc_row bottom=”15px”][vc_column][vc_column_text]Det er nu over et døgn siden, at busserne vendte hjem fra Gråsten med 122 meget trætte spillere og ledere.

Et stævne som varede i godt 2 døgn. Et stævne hvor vi havde 12 hold med, og hvor 7 hold vendte hjem som vindere af de finaler som de deltog i. Der var sejre til U14 drenge 1, U14 piger 1, U14 piger 2, U12 piger 1, U12 piger 2, U10 piger 1 og U10 piger 2. Finalenederlag blev det til U12 drenge 2. Desuden var der semifinalepladser til U10 drenge, U12 drenge 1 og U10 piger 3. U14 drenge 2 måtte give fortabt i ¼ finalen. Et stort tillykke til jer alle med et flot stævne.

Vi drager selvfølgelig afsted for at vinde flest mulige kampe, men samtidig er det sociale aspekt i højsædet. Klubben ønsker at styrke sammenholdet i klubben på tværs af alle aldersgrupper og til det projekt er stævnerne en væsentlig faktor. En mission som tager tid, og som skal plejes, men som også er godt på vej. Uanset hvilken hal man var i, så var der opbakning fra andre GGIF-hold, samt fra en stor gruppe af ”supportere” bestående af søskende, forældre og bedsteforældre. Fredag aften var der indlogering på skolen, efterfulgt af X-factor-finale på storskærm sammen med de andre deltagere i stævnet. Lørdag var en stor flok spillere til disco på skolen, mens andre spillede kort eller så landskamp på de medbragte telefoner… Traditionen tro var der også hygge for klubbens trænere og ledere om aftenen, hvor der blev genopfrisket minder fra afslutningsstævner fra “gamle dage” – fx stævnerne  i Flensborg. Stævner som trænerne og lederne med stor glæde og med masser af minder stadig husker tilbage på, selvom det for en del af trænernes vedkommende var i det sidste årtusinde, at de var børne- og ungdomsspillere i GGIF Håndbold!

Søndag var der kvartfinaler, semifinaler og finaler. Desværre blev finalerne ikke spillet i den samme hal, så derfor blev det svært for de forskellige årgange at følge de forskellige finaler. Vi må også konstatere, at vi denne gang var klubben, som alle andre ville slå. I hallen hvor U12 pigerne spillede, var det i al fald sådan, at uanset hvilket hold GGIF mødte, så holdte resten af hallen med det modsatte hold. En ”sjov” oplevelse som også skabte stemning i hallerne.

Af sjove episoder i hallerne skulle U10 drengene efter sigende have indtaget halgulvet i pausen af en U14 pige kamp, hvor de gav den fuld gas som cheerleadere. Hvis nogen skulle have billeder eller videoklip af det, så del det gerne i Facebook tråden.

I U12 hallen gav en far den gas med stemme og pompon’er. Et festligt indslag som fik selv spillerne i kampen til at trække på smilebåndet… Men samtidig fik det alle fremmødte supportere/andre spillere til at skråle med.

Tidligere på dagen overhørte vi en kommentar fra en GGIF-spiller, som heppede på en potentiel modstander i en evt. finale. Da vi spurgte, hvorfor hun gjorde det var svaret, at de havde lært de andre piger at kende under stævne, da de spillede høvdingebold/dødbold med dem i pauserne, og derfor syntes de, at de skulle i finalen. Hvor er det dog en fantastisk tankegang. Tænk, at man i stedet for at ønske en modstander det værste, så håber man i stedet, at det går dem godt.

”Supportergruppen” var endnu engang stor og på et hotel i Sønderborg havde omkring 50 af dem indlogeret sig. Også her var mange aldersgrupper repræsenteret. Lige fra den mindste baby, til 2 af klubbens U8-spillere og helt op til farmoren, som aldrig går klip af en håndboldkamp. Hun skulle selvfølgelig med for at støtte hendes 2 børnebørn hele weekenden. Lørdag aften fik flokken ved hjælp af en sms-tråd samlet 33, som nød aftensmaden sammen. Der blev selvfølgelig fortalt røverhistorier fra dagen, der var gået og spist god mad. Søndag morgen så nogen Formel 1, mens de nød morgenkaffen, inden turen igen gik ud til alle hallerne.

En super oplevelse forældrene imellem og som er af stor stor betydning i kampen for det gode fællesskab, der er så vitalt for alle foreninger! Det er sådan noget, der er med til at knytte de vigtige fællesskaber på tværs af forældregrupperne og i hele ungdomsafdelingen.

Udover de 50 som havde indlogeret på hotellet i Sønderborg, boede der yderligere 10-20 forældre på andre hoteller og campingpladser i området. Sammenholdt med alle de forældre og søskende som tog turen til Gråsten i løbet af lørdag/søndag, så skabte vi en super kulisse for alle spillerne fra Grindsted GIF.

Vi syntes, at vi som klub kan være stolte af alle de spillere, ledere og forældre, vi ”sender” ud for at repræsentere Grindsted GIF. For det er det vi gør, når vi er afsted!

Sidst men ikke mindst – en kæmpe tak til alle de trænere og ledere, samt de forældre som hjælper til på holdene i løbet af kampene og i forbindelse med overnatningen på skolen. I gør en kæmpe forskel for alle vores børn. En forskel der gør, at de resten af livet vil kunne huske de oplevelser, som I er med til at give dem.

Så stor respekt til jer.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row top=”10px”][vc_column][vc_single_image image=”24901″ img_size=”full” alignment=”center”][/vc_column][/vc_row]

Scroll to Top