Så er tiden inde til anden kamp i sæsonen på den fantastiske hjemmebane i Lynghallen. Vores herrer har fået en vanskelig start på 1. division i år, hvor nye angrebs- og forsvarskonstellationer skal spilles ind. Holdet har vist fremgang i kampene, og de har været tæt på point i alle kamp, hvor udfald i kampen har været afgørende med negativt fortegn. Derfor er spillerne sultne for at komme ud og vise, hvad holdet indeholder, og det bliver der trænet intensivt for at få bevist.
På lørdag d. 24.09 kl. 16.00 tager GGIF imod HØJ Elite, der ligger i toppen af 1. division. Derudover har de to klubber et indgående kendskab til hinanden, da de mødte hinanden hele fem gangen sidste sæson grundet spil om oprykning til ligaen. Det blev til nogle drabelige opgør, hvor de små marginaler viste sig at være afgørende. Det bliver derfor en interessant kamp på mange fronter, når de to hold for første gang i denne sæson krydser klinger. Vi håber på en spændende kamp, hvor man fra tilskuerpladserne kan få set spillere som Bo Spellerberg og Morten Slundt i aktion.
Spillerne håber derfor meget på at se jer på lørdag d. 24.09 kl. 16.00 i Lynghallen, så de kan få den opbakning, som de har brug for. Spillerne lover at give alt for en sejr på banen og uden for banen står klubbens egen fangruppe Grindsted Blue Army for at lede an i opbakning til vores herrer.
Vi ønsker alle god kamp!