Årets leder/træner, årets rookie og energipokalen

Traditionen tro, så uddeles 3 priser ved sæsonafslutningen. Det drejer sig om:

Årets leder/træner: Modtageren skal være en ulønnet leder i GGIF Håndbold, som gennem en årrække har gjort et stykke arbejde som træner, holdleder eller bestyrelsesmedlem.

Årets rookie: Denne hæder gives til en ny træner, som har gjort det helt usædvanligt godt.

Energipokalen: Modtageren af pokalen skal være et medlem af GGIF Håndbold, som har vist stor energi og en utrættelig indsats enten i sit træningsarbejde eller som leder. En energi som er usædvanlig i sin form – men som kan inspirere andre.
Pokalen kan gives til en spiller eller en leder, som har anvist træningsmetoder eller arbejdsindsats, der kan spare energi og dermed frigøre ressourcer til andre ting.

 

Årets leder/træner – 2016/2017: Jette Fyhn

Årets træner/leder for sæsonen 2016/2017 går i år til en træner, der efterhånden har været træner i klubben gennem en del år. Træneren har fulgt en årgang af spillere fra de fleste af dem fik en håndbold i hånden for første gang – og indtil de i dag er blevet en flok dygtige håndboldspillere. Denne udvikling har træneren en meget stor andel i.

Træneren formår at tilrettelægge sæsonen og træningen på en meget velovervejet og afvekslende måde, så det altid er interessant at komme til træning. Fremmødet til træningen er meget højt, hvilket afspejler dette.

Fra sæsonstarten var et af trænerens vigtigste mål at få skabt to hold, hvor alle skulle have det godt med hinanden. Dette mål er meget langt hen af vejen lykkedes. Når der indimellem opstår små gnidninger mellem spillerne, så markeres det straks, at det ikke er acceptabelt. En af de afsluttende øvelser ved træningen var i starten af sæsonen, at alle spillere skulle fremhæve gode ting ved hinanden, som de havde oplevet i løbet af træningen! Dette har bevirket, at de to hold i årgangen fungerer rigtig godt med hinanden, og spillerne er blevet meget gode til at rose og hjælpe hinanden i løbet af træningen og kampene.

Et andet meget vigtig mål har været, at der skal være plads til alle. Naturligvis er det sjovest at vinde kampe, men det er lige så vigtigt for træneren, at alle spillere får lige mulighed for at udvikle sig i kampene – derfor forsøger træneren at sørge for, at alle spillere får næsten lige meget spilletid, samt at spillerne får mulighed for at afprøve forskellige positioner i løbet af kampene, så spillerne ikke bliver låst fast af kun at kunne spiller på én position.

En af trænerens største kvalifikationer er evnen til at vurdere, hvad den enkelte spiller er god til. Træneren gør meget ud af at få den enkelte spiller til at blive klar over, hvilke kvaliteter spilleren besidder, samt at få spilleren til at anvende disse kvaliteter i kampene. Naturligvis er træneren også opmærksom på, hvad spilleren skal arbejde på at blive bedre til. Dette formidles på en god og konstruktiv måde – på en måde som børnene forstår!

Træneren er meget fokuseret på, at det skal være sjovt, udviklende og lærerigt at spille håndbold – uanset om man spiller på 1. eller 2. holdet. Eftersom trænerens barn spiller på 1. holdet, er det naturligt, at det er det hold, som træneren primært følger i kampene, men træneren tager med til 2. holdets kampe, så ofte det lader sig gøre. Engagementet i begge hold ses ofte i træningen, hvor træneren i lige så høj grad tager sig af træningen af 2. holdet som 1. holdet.

Årets rookie  – 2016/2017: Josefine Vahlberg

Der er en ny ung træner i klubben. Det er en træner, der har en speciel kompetence, som mange af vi andre trænere kunne ønske os.
Personen havde før sæsonstarten rettet henvendelse til klubben, om man kunne bruge hendes kompetencer i klubben.  Det blev i først omgang U10 pigerne, der fik hendes hjælp – både som hjælpetræner, men også særligt hendes kompetencer på at træne målvogterne er blevet værdsat højt.
Hun har desuden været målmandstræner for U12 piger. Hun får dog “kun” lov til det hver anden uge, men hvis hun kunne få lov, ja så ville hun træne dem hele tiden.
Hun viser stor autoritet ved, at de piger som ikke trænes i målet bliver holdt i gang med andre fysiske aktiviteter.
Når hun opvarmer U10 pigerne, kommer der af og til en kommentar fra pigerne at: ”Åh nej, nu bliver det hårdt”!
Samtidigt med at hun er med omkring børneholdene, så er hun fast målvogter på 3. divisionsholdet. Hun er en ung kvinde, og da man først topper som målvogter i en sen alder, ja så er der en lovende fremtid i buret.
For at vi ikke bare tror, det er noget, hun viser os, ja så har vi været forbi baglandet og snakket med hendes forældre. De siger at hun virkelig brænder for at træne de unge mennesker, og hun bruger altid god tid til at forberede sig til træningen. Det er, som hun siger: ”Lærerigt” for hendes udvikling. Hun kommer hjem og fortæller, at det er nogle dejlige krudtugler, hun træner.
Og ja vi ved godt, at der ligger en stor verden og venter forude, men vi håber, at kunne beholde hende lidt endnu.

Energipokalen – 2016/2017: Bettina Eliseholm

Personen som har indstillet Bettina Eliseholm til årets energipokal har følgende begrundelse for indstillingen: ”Modtageren af energipokalen har modtaget den tidligere, men det er vel ikke nogen hindring? Jeg har de sidste 2-3 år haft fornøjelsen af at være helt tæt på Bettinas aktiviteter i klubben, og uden at jeg kender alle funktioner i klubben, og ved hvem der laver hvad, så mener jeg, at hun er oplagt til at modtage prisen. Jeg tror ikke, at der er andre i klubben, som har fingrene i med i SÅ meget, som hun har. Jeg tror faktisk heller ikke, at ret mange ved, HVOR meget hun egentlig gør og betyder for klubben…
Bettina træner U6, er sparringspartner for U8 og U10 piger, hvor hun står alt det, der ikke omhandler selve træningen – tager imod afbud, laver køre- og vaskelister og holder sammen på årgangen. Er initiativtager og et stort aktiv i håndboldskoleudvalget, som i år er trådt ud af DHF, og derfor er startet helt fra 0. Hun står for hjemmestævner i DGI/JHF regi – altid med et smil på læben og altid i den ledende rolle, så andre bare kan følge hendes anvisninger, når man er i tvivl om noget. Desuden står hun for hjemmesiden, Facebook-siden og Conventus. Så vidt vides er hun også involveret, når der skal findes trænere til de mindste årgange i en ny sæson. Hun har altid forslag til ”forbedringer” og er god til at få andre forældre ”med”, når hun træner U6 eller skal bruge hjælp til kampe/stævner. En egenskab som ikke alle besidder, men som hun besidder til UG.
Jeg er ret sikker på at de fleste i klubben, trænere og forældre specielt i U4/U6-U8-U10 ved, hvem de kan henvende sig til, hvis de har problemer eller spørgsmål til et eller andet angående klubben, tilmeldinger til stævne, kampe osv. – og hvor de er sikre på at få et svar. Ved hun det ikke, så finder hun ud af det, inden der er gået en time – uanset hvornår på døgnet det er! Da klubben for nyligt blev tildelt et afslutningsstævne for U6 med et varsel på 8 dage var det ikke noget problem. Hun holdt godt nok ferie på Tenerife på det tidspunkt og kom først hjem 5 dage, før stævnet skulle afholdes. Alligevel formåede hun at få samlet ”et hold” af hjælpere, så GGIF kunne være stolte af det arrangement, som blev afholdt. Dette gjorde hun uden problemer – på trods af at der samtidig skulle åbnes for tilmeldinger til årets håndboldskole samme dag, som hun kom fra ferie – og som om, det ikke var nok, så skulle hun også lige træne U6 og bruge to aftener efterfølgende på selv at spille håndbold. Udover det så er der også et arbejde og en familie bestående af mand og 3 børn, der også er i håndboldklubben, som lige skulle passe.
Et rigtigt klubmenneske… Èn af dem en klub ikke kan undvære, og som vi skal være taknemmelig for at have i en klub som vores.


Scroll to Top